Er der en sammenhæng mellem skyld og skæbne? Og hvor længe, skal man bære en skyld? Går den i arv gennem generationer, og varer den slægtled efter slægtled? Og modsat hvor længe kan man leve efter tidligere generationers meritter.
¤
Det er profeten Ezekiels anliggende i den lille læsning i dag og en problematik, som forekommer stadig relevant. Det kan være i det enkelte menneskes liv og i alt det, vi har med i bagagen og bærer med os hver især af skyld og skam. Eller som det, vi bærer kollektivt, f.eks. i Tyskland. Skyldspørgsmålet efter Anden Verdenskrig med Holocaust. Eller f.eks. nu i krigen i Mellemøsten, mellem alle de lidelser og al den død, som her har fundet sted mellem israelere og palæstinensere.
¤
Lad os se nærmere på søndagens gammeltestamentlige læsning. Profeten Ezekiel skriver:
Herrens ord kom til mig: Hvad er det for et ordsprog, I bruger om Israels land: »Fædrene spiser sure druer, og sønnerne får stumpe tænder.« Så sandt jeg lever, siger Gud Herren: I skal ikke mere bruge dette ordsprog i Israel. Alle menneskers liv tilhører mig. Ezekiels Bog 18,1-4a
Profeten Ezekiel lader med disse ord Gud gøre op med tanken om, at sønner nedarver fædrenes skyld.
En ting er at skulle bære det onde man selv gør – her står man naturligvis til ansvar - men skal man også bære sine fædre og mødres forseelser?
I en vis forstand er vi hver især bundet til en historie og til slægtens fortælling, vi er arvinger på godt og ondt, men idet profeten Ezekiel lader Gud sige: ”Alle mennesker tilhører mig”, så bliver alt pludseligt muligt og horisonten står åben.
Desuden samtidigt med, at Gud giver os dette frihedsbrev fra fortidens synder, og siger, vi tilhører ham, så er vi også nu givet et tilhørsforhold og er nu at betragte som Gud arvinger.
Er vi sat fri af fortidens synder, står vi derfor ikke alene, men vi er del af et større vi, forbudne med og forbundet i Gud.
¤
At der virkelig er håb, vidner Jesu lille lignelse i evangeliet om i dag. Lad os slutte med den:
”En mand havde et figentræ, som var plantet i hans vingård, og han kom og ledte efter frugt på det, men fandt ingen. Han sagde da til gartneren: I tre år er jeg nu kommet og har ledt efter frugt på dette figentræ uden at finde nogen. Hug det om! Hvorfor skal det stå og tage plads op til ingen nytte? Men han svarede: Herre, lad det stå et år til, så skal jeg få gravet omkring det og givet det gødning. Måske bærer det så frugt næste år. Hvis ikke, kan du hugge det om.”
Dommen findes. Men der er samtidig håb i Guds ord; tak at Gud siger til os: Alle menneskers liv tilhører mig. Og tak, at figentræet får lov til at stå lidt endnu.
I Jesu navn Amen.
