At gå i kirke, at fejre gudstjeneste, er at blive mødt af stemmer, der vil noget med os.

Det gælder denne søndag såvel profeten Esajas, apostlen Paulus og Jesus.

De vil alle noget med deres tilhørere. De vil noget med os, og det er ejendommeligt, underfuldt, hvordan så gamle stemmer med ord sagt og skrevet for godt og mere end to tusinde år siden stadigvæk kan tale os.

¤

”Jeg vil synge en sang om min ven, min elskedes sang om hans vingård”; med de ord indleder profeten Esajas en sang om en vingård og en fortælling om en dom, som falder, når vi ikke passer på og værner om det, vi er givet.

Paulus hører vi også nyt fra i dag. Han indleder det udsnit fra Romerbrevet, som er dagens epistel med ordene: ”Brødre, for at I ikke skal stole på jeres klogskab, vil jeg have, at I skal kende denne hemmelighed”, og Paulus udfolder derpå en spænding mellem forhærdelse, dvs. hårdhed, og Guds barmhjertighed. Der er noget historisk i teksten om forholdet med jøder og kristne, men først og fremmest rummer Paulus ord en appel til os om ikke at overvurdere os selv, forfalde til vores egne domme, men i stedet at have tillid til Guds frelse.

Og endelig lignelserne i evangeliet i dag, som indledes med Jesu spørgsmål: ”hvad mener I?”. Et er at høre to små gode historier, som i evangeliet i dag, men de omhandler også noget, som angår os og fordrer vores stillingtagen: Hvad mener I? Det spørgsmål skal vi svare på.

Lad os kort opholde os ved det to små lignelser. Den ene handler om de to sønner, hvis far byder dem at gå ud at arbejde på marken i sin vingård. Den ene siger ja, men han går alligevel ikke derud. Den anden siger nej, men han tager så alligevel arbejdet på sig, går ud i sin fars vingård og knokler løs. Pointen er: Det er ikke nok at sige det, det skal også gøres. Det er ikke nok at have det i munden, ord fordrer handling. Den sidste søn, som nok sagde nej, men alligevel opfyldte sin fars ønske, er således den, der har handlet ret.

Den anden fortælling handler om forpagterne af en vingård. De mishandler deres ejers udsending, ja dræber selv ejerens søn. De fordømmes i lignelsen, og dommen er hård. For så vidt vi alle er forpagtere af Guds jord, står disse forpagtere frem til skræk og advarsel. Jesus vil med al tydelighed kalde os til bygge med og bygge op. Vi er ikke skabt til at rive ned og ødelægge livet for hinanden. Jesus fordrer ligefrem af os at, at vi skal medvirke til at den jord, vi har til låns, må blomstre og være frugtbar.

Tak til profeten Esajas, Paulus og Jesus for stadige forstyrrelser og fordringer om stillingtagen til spørgsmålet om: Hvad mener I? Amen