Det gør noget ved os at blive genkendt. Det gør noget ved os at se det sted, vi er, og de mennesker, vi møder under en Guds himmel, et himmelsk perspektiv.

¤

I evangeliet i dag hører vi, at Jesus haft sin opmærksomhed på en ung mand ved navn Nathanael. Jesus har set Nathanael sidde under et figentræ. Han hørte disciplen Filip kalde på Nathanael. Jesus kan derfor da Nathanael træder frem foran ham kalde Nathanael ved navn. Jesus ved besked.

For Nathanel bliver mødet med Jesus ligefrem skelsættende. Jesu genkendelse af ham åbner for hans bekendelse til Jesus. Nathanael siger, hvad han tror. Han føler, han nu ved, hvem, Jesus er: ”Rabbi, dvs. lærer, du er Guds søn, du er Israels konge.”

¤

Jesu genkendelse af Nathanael åbner for Nathanaels bekendelse til Jesus. Og så enkel kan troen på Gud formuleres.

Rækkefølgen af forløbet er nok ikke tilfældig. Først Jesus, der siger, hvem Nathanael er, og så Nathanael, der bekender sin tro på Gud.

Det begynder hos Gud: skabelsen, ordet og ånden, de kommer alle sammen fra Gud. Kærligheden og sandheden ligeså. Her i evangeliet i dag er det Guds egen søn, som siger til et menneske: ”Jeg kender dig. Jeg har set dig og ved, hvad dit navn er”.

Og sådan kendt af Gud, hvad vi alle er ved Guds nåde, ved vi nu, at noget stort er os givet. Vi er nu givet noget større, en større opgave end den at kende os selv.

Kendt af Gud, er vi del af Guds historie, og heraf åbner der sig en himmel, noget stort og rigt, en trøst og glæde, et håb af Guds forsoning og frelse. En regnbue, en sol er sat over vores fælles liv.

Således kendt af Gud og i vores skrøbelige liv under Guds himmel er vi trods alle vores mangler givet et håb, et håb om en vej at gå og en sti at følge. Himlen er åben, Gud har sagt ja til dig.

 I Jesu navn. Amen